Ny hurtigfærge til Samsø godt på vej

Ny hurtigfærge til Samsø godt på vej

Fredag 11. januar 2019 kl: 09:45


Torsdag præsenterede Samsøs borgmester Marcel Meijer (S) en plan for en ny hurtigfærge mellem Sælvig på Samsø og Aarhus. Borgmesteren kunne også fremlægge tilbud fra to værfter, der gerne vil bygge en færge til ruten. Den nye færge skal drives af Samsø Rederi.

”Jeg tror, der er et kæmpe potentiale i forbindelsen til Aarhus, og det er bydende nødvendigt for vores fremtid, at vi kobler os på Aarhus, der er i rivende udvikling”, siger Marcel Meijer til TV2 ØSTJYLLAND.

Færgen, som Marcel Meijer har planer om at bygge og drive, via det kommunalt ejede Samsø Rederi, er en dieseldrevet katamaranfærge. Prisen for et nybygget fartøj vil ligge mellem 30 og 40 millioner kroner. Ifølge borgmesteren vil det ikke belaste kommunens økonomi eller gå ud over kernevelfærden i kommunen.

En dieseldrevet færge er dog ikke løsningen, mener mange samsinger, da det ikke harmonerer med Samsøs image som fossilfrit samfund, der har tiltrukket international opmærksomhed. Desuden er der fra nogle politikere i byrådet sat spørgsmålstegn ved, om de økonomiske beregninger kan holde.

Blandt andet mener de konservatives Per Urban Olsen, der er formand for bosætningsudvalget, at man er ude i et eventyrscenarie ”med nogle meget høje, opskruede trafiktal”. Han ønsker i stedet, at der satses på den eksisterende rute Hou - Sælvig.

Det skal blandt andet ske ved at sænke priserne yderligere. Ruten er dog presset kapacitetsmæssigt i forbindelse med turismen, specielt i weekenderne i sommerperioden, hvor både ejere og lejere af sommerhuse på øen, ofte oplever, at Hou -Samsø ruten må melde udsolgt på adskillige afgange.

En hurtigfærge fra Samsø direkte til Aarhus centrum kan dog føre til flere fastboende på øen, da det bliver langt hurtigere at pendle til og fra arbejde for fastboende samsinger. Det vil også gøre det muligt for, at eksempelvis gymnasieelever kan bo hjemme, frem for at skulle på kostskolegymnasium uden for øen.

For en Samsøborger med arbejde i Aarhusområdet vil den hurtige direkte rute skære omkring to timer af transporten mellem hjem og arbejdsplads.

Kilde: TV2 Østjylland og Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark