Digital alliance blandt redere på plads
En ny alliance, der skal skabe fælles digitale standarder indenfor containershipping er nu på plads. Digital Container Shipping Association (DCSA) består fra starten af A.P. Møller - Maersk, MSC, Hapag-Lloyd og Ocean Network Express.
Den nye alliance har etableret sig med hovedsæde i Amsterdam og med Thomas Bagge fra Maersk som CEO. Formanden for et Supervisory Board bliver André Simha, der er hentet i MSC.
“DCSA arbejder til gavn for hele container shipping industrien. Derfor var det vigtigt for os, at hovedsædet blev henlagt på neutral grund, så ingen interessenter eller selskaber er favoriseret,” siger André Simha i en pressemeddelelse fra MSC.
Franske CMA CGM var med i processen, der har ført til etableringen af alliancen, men nævnes ikke som medlem. Samarbejdet er dog åbent for nye medlemmer - og der er allerede drøftelser med to rederier, fremgår det af meddelelsen.
En af de sidste hurdler for etablering af alliancen faldt på plads i sidste måned, hvor myndighedsgodkendelsen fra Federal Maritime Commission i USA faldt på plads.
Thomas Bagge, der indtager posten som CEO, kommer senest fra en stilling som rådgiver indenfor strategi og digital transformation.
Redaktionen.