Gigant rederi risikerer “katastrofe”
En føderal dommer i USA kan forårsage, hvad der betegnes som en “katastrofe” for verdens største gruppe af krydstogtsrederier, amerikanske Carnival. Det skyldes gruppens gentagne og grove overtrædelser af miljølovgivningen.
Det der truer Carnival Corporation - og snesevis af lokale økonomier i USA - er risikoen for, at en føderal dommer vil nedlægge et midlertidigt forbud mod at krydstogtskibe tilhørende de ni brands under rederigruppen må anløbe havne i USA.
“Det kunne blive en katastrofe,” siger Carl Berkowitz, en juridisk konsulent, der er ekspert på krydstogtmarkedet. Skibene i Carnivals ni forskellige krydstogtbrands sejler fra snesevis af amerikanske havne i bl.a. Florida, US Virgin Islands og Californien.
“Et forbud - selv et kortvarigt - mod anløb vil få langtrækkende konsekvenser for hele krydstogtindustrien,” siger Kendra Ulrich, der er talskvinde for miljøorganisationen Stand.earth.
Den føderale dommer rasler med sablen, fordi Carnival angiveligt har begået nye overtrædelser af miljølovgivningen og dermed overtrådt de vilkår, der var en del af en dom, der for to år siden gav selskabet en bøde på 40 mio. dollar for overtrædelser af miljøregler.
Overtrædelserne omfattede blandt andet illegal dumpning af olie fra skibe under Princess Cruises branded gennem otte år og for efterfølgende at have løjet om forholdet.
Bøden blev fulgt af en prøvetid på fem år. Og Carnival beskyldes for at have forsøgt at undgå fund af nye overtrædelser af miljøreglerne i prøvetiden ved at have gennemgået skibe før myndighedernes inspektioner og tillige forfalsket logbøger. Carnival har ikke ønsket at kommentere på den mulige risiko for at få forbud mod anløb i USA, men har tidligere overfor retten anerkendt de nye overtrædelser.
USA er verdens største krydstogtsmarked og de amerikanske turister udgør over 40 pct. af alle krydstogtsgæster i verden. Et forbud mod anløb vil ramme 75 af Carnivals i alt 105 krydstogtskibe. Afgørelsen falder i løbet af maj.
Kilde: TradeWinds.