Alle norske offshore supply skibe i arbejde
Optur på det norske offshore spotmarked. I weekenden var alle aktive offshore supply skibe på det norske spotmarked i arbejde. Efterspørgslen var endda så stor, at ankerhåndteringsfartøjet Island Vanguard blev hyret ind som supplyskib.
”Dette vil vi se mere af hen over sommeren”, siger Sølve Høyrem, daglig leder i mæglerhuset Westshore til det norske medie Sysla.
Aker BP var for sent ude og måtte hyre AHTS’en Island Vanguard - der er ejet af rederiet Island Offshore – ind i stedet for et offshore supply skib. Dagsraten blev aftalt til 195.000 norske kroner.
At alle PSV’er på spotmarkedet er i arbejde er dog ikke det samme som, at alle norske offshore supply skibe er i arbejde. Et større antal PSV’ere er fortsat lagt op. Men det er dyrt at tage oplagte skibe i brug igen, og derfor er rederne meget forsigtige med at flytte kolde skibe tilbage på markedet.
Nogle af de oplagte PSV’er har nået en alder, hvor det næppe vil kunne betale sig at opdatere dem til de standarder der kræves på markedet i dag. De skibe der har de største muligheder for at blive reaktiveret til offshore opgaver er ifølge Sysla de største af de oplagte skibe.
Kilde: Sysla