Vrag af 165 år gammelt dampskib fundet

Vrag af 165 år gammelt dampskib fundet
S/S Norge forliste i 1855. Nu er det fundet. Akvarel af H. Mohn, Norsk Maritimt Museum.

Søndag 12. maj 2019 kl: 10:00


Under lægningen af et søkabel ud for Kristiansand i Norge fangede undervandskameraer pludselig billeder af et gammel skibsvrag. Det viser sig at være vraget af skibet, der var indblandet i den første dampskibskatastrofe med tab af menneskeliv i norsk farvand.

Dampskibet S/S Norge havde 40 passagerer ombord, da det den 10. september 1855 stod ud fra Kristiansand med kurs mod Hamborg. Det var helt vindstille og passagerne var gået til køjs, da skibet uvist af hvilken årsag kolliderede med et andet skib. Nu er S/S Norge fundet.

Det var selskabet Bulk Infrastructure AS, som fandt skibsvraget i forbindelse med lægningen af søfiberkabler fra New Jersey til Kristiansand.
“Vi fandt skibet helt tilfældigt. Når vi lægger fiberkabler på havbunden skal vi være ekstremt nøjagtige og skånsomme. Derfor bruger vi undervandskameraer, der finder underlige ting,” siger Peder Nærbø, der er bestyrelsesformand for selskabet.
“Det er helt fantastisk, at vi har fundet noget, som arkæologer har ledt efter længe,” tilføjer han.

“Det er vraget fra den første dampskibskatastrofe i norsk farvand, hvor mennesker omkom,” siger Frode Kvalø, der er arkæolog i Norsk Maritimt Museum til avisen Fædrelandsvennen.

Kollissionen førte i sin til til, at søsikkerhed og passagerersikkerhed kom på dagsordenen.
Det er planen, at en undersøgelse nu skal give et billede af, hvordan et vrag ser ud efter knap 165 år på 170 meter vand.
Men ingen genstande vil blive hentet op fra vraget af S/S Norge.

“Vi lader skibet ligge på havbunden i fred. Af respekt for de 40 omkomne skal vi lade alle genstande ligge,” siger arkæologen.

Kilde: Fædrelandsvennen/Sysla


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark