Hvor skal vi hen, du?
Efter gennem flere døgn at have sejlet mod øst i Middelhavet, er verdens mest overvågede tankskib, iranske Adrian Darya 1, nu vendt rundt og har kurs direkte mod vest mod en fortsat ukendt destination.
Først havde skibet efter frigivelsen fra Gibraltar plottet en kurs mod en mindre græsk havn. Den græske regering afviste dog at lade skibet gå i havn. Siden var kursen havnen i Mersin i Tyrkiet. Men så blev den også droppet.
Forleden oplyste Iran så, at skibets last på 2,1 mio. tønder råolie var solgt. Men til hvem - og hvor den skal losses - er fortsat uklart.
Skibet bevæger sig i eftermiddag langsomt - med en hastighed på godt 5 knob - mod vest i Middelhavet nord for Cypern.
USA har på forhånd truet alle parter, der kunne tænkes at assistere skibet, med mulige sanktioner.
Destinationen opgives lige nu som “For order” i AIS-systemet, ifølge vesselfinder.com.
Redaktionen