Danske Rederier lancerer lederuddannelse

Danske Rederier lancerer lederuddannelse
Arkivbillede: Rederikontor

Onsdag 11. september 2019 kl: 10:09


Danske Rederiers kursusafdeling, Danish Shipping Academy, lancerer nu en ny lederuddannelse under navnet ´Maritime Leadership´. Både indhold og opbygning er skabt i samarbejde med flere rederier.

”Uddannelsen har til formål at ruste de maritime ledere til fremtidens udfordringer. Det er vigtigt, at de ikke bare har globalt udsyn og forståelse af branchens behov, de skal også have fokus på det nære for at blive gode ledere”, siger Asbjørn Overgaard Christiansen, chef for Danish Shipping Academy.

Den nye lederuddannelse har fokus på personlig udvikling og etablering af netværk. Programmet byder på en række kompetente undervisere med hvert deres speciale og erfaringer.

Uddannelsen består af to kursusmoduler fordelt på fire dage hver, med emner som: Tale- og præsentationsteknik, med fokus på kropssprog, den vanskelige samtale, ansættelsesret og overenskomstforhold, personligheds-profiler og ´7 gode vaner´, om kunsten at lede gennem andre og dermed skabe grundlaget for effektivitet. Alt sammen sat i en maritim kontekst med fokus på ledelse både til søs og til lands.

Formålet med kurserne er at give deltagerne en række ledelsesværktøjer, de umiddelbart kan anvende i hverdagen, samt personlig indsigt i egne stærke og mindre stærke sider.

”Dygtige ledere er vigtige for en virksomhed, og her er rederierne ingen undtagelse. Med udgangspunkt i en maritim forståelse vil den nye lederuddannelse skabe bedre ledere, ved at give dem ny viden, som let kan overføres til hverdagen”, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.

Læs mere om den nye uddannelse HER

Kilde: Danske Rederier




Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark