Maersk skal forklare sig i skrot-sag

Maersk skal forklare sig i skrot-sag
Arkivfoto.

Torsdag 21. november 2019 kl: 08:00


Miljøstyrelsen er gået ind i en sag om fire Maersk-skibe, der blev flaget om fra dansk til Hongkong-flag i 2018 og siden solgt til ophugning i Indien i år. EU indførte 1. januar en lov, der forbyder EU-flagede skibe at blive ophugget på et ikke EU-godkendte værfter

Miljøstyrelsen vil nu have svar fra Maersk på, hvad der er op og ned i en sag om skrotning af fire udtjente skibe på et ikke EU-godkendt værft i Indien. Maersk valgte i 2018 at omflage de fire skibe, Clara, Claes, Cecilie og Thomas Maersk fra dansk til indisk flag.

Derefter kunne skibene lovligt blive ophugget på et strandværft i Indien. Og dermed ville de fire Maersk-skibe ikke være omfattet af en ny EU-lov, der fra 1. januar i år forbød ophugning af EU-flagede skibe på værfter, der ikke er på EUs hvid-liste og godkendte værfter.

Ifølge ShippingWatch har Maersk ifølge ShippingWatch tidligere meldt ud, at rederiet var klar til at flage skibe om, så de fortsat kunne benytte de kritiserede strandværfter i Indien til ophugning.

Maersk har dog ifølge mediet hverken be- eller afkræftet om det er tilfældet i denne sag, men nu kræ er Miljøstyrelsen svar fra Maersk.

“Miljøstyrelsen har taget kontakt til Mærsk for at få klarlagt fakta i sagen. Miljøstyrelsen forventer at få svar primo denne uge, hvorefter styrelsen vil vurdere svaret.
Hvis der er mistanke eller bevis for omgåelse af reglerne, kan Miljøstyrelsen overdrage sagen til politiet med henblik på politiets videre efterforskning og retsforfølgelse,” skriver styrelsen til ShippingWatch.

Maersk understreger, at selskabet er forpligtet til at overholde alle regler.
“Mærsk er forpligtet til at leve op til alle regler. Som et globalt shippingselskab driver vi vores flåde ud fra et globalt perspektiv, og det gælder også de flag, vi bruger,” skriver Maersk til ShippingWatch.

I en anden sag om ophugning af et tidligere Maersk-skib på et værft i Bangladesh, som blev erklæret ulovligt af landet, vil SF have undersøgt, om Maersk kan gøres ansvarlig.

Maersk havde i forvejen solgt “North Sea Producer” til ophugningsselskabet GMS, der sendte det til ophugning, skriver Politiken.

Maersk oplyser i en mail til Politiken, at domsafgørelsen i Bangladesh ikke har noget at gøre med hverken Marsk eller North Sea Production Company (NSPC), et erhvervsmæssigt samarbejde mellem Maersk og det brasilianske konglomerat Odebrecht, som i sin tid solgte skibet videre.

Maersk skriver også, at de ikke havde kendskab til, at skibet skulle ophugges i Bangladesh.
“NSPC solgte ’North Sea Producer’ videre til en tredjepart i marts 2016, og de nye ejere tog beslutningen om at flytte skibet fra Storbritannien til stranden i Bangladesh. Denne beslutning var udelukkende taget af de nye ejere, uden kendskab fra vores side”, skriver Maersk.

SF ønsker, at miljøminister Lea Wermelin (S), skal politianmelde rederiet i sagen.

Maersk startede i 2016 sit eget projekt med at forbedre forholdene på værfterne i Alang med henblik på at få dem godkendt af EU.
“Vi håber, at andre rederier vil gå sammen med os i arbejdet med at transformere hele Alang skibsgenanvendelses industrien ved at kræve høje standarder for sikkerhed, menneskerettigheder og miljøet og ved at overvåge implementeringen på stedet fra dag til dag. Det handler om, at virksomheder og partnere skal arbejde sammen for at løse et komplekst problem,” sagde Søren Skou, CEO i Maersk, om tiltaget i februar i fjor.

Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark