Alligevel dobbelttogter til skoleskibe i 2020
Georg Stage og Skoleskibet Danmark skal alligevel sejle to togter næste år. Regeringen har nemlig fundet de penge, der skal til for at skibene igen i 2020 kan sejle dobbeltogter. Det drejer sig om i alt 20 mio. kr.
Dannebrog vil blafre flot i vinden, når George Stage og Skoleskibet Danmark sætter sejl til næste år. Og der er noget at flage for, da regeringen alligevel har fundet penge til, at
begge skibe kan sejle to togter og dermed uddanne dobbelt så mange studerende, som først antaget.
Og det glæder Danske Rederier, som oplever stor efterspørgsel på ubefarne skibsassistenter hos sine medlemmer.
”Det glæder mig, at regeringen har lyttet til os i branchen og alligevel fundet pengene til at bevare dobbelttogterne på Skoleskibet Danmark og Georg Stage. Vi mangler arbejdskraft om bord på vores skibe, så der er brug for, at vi uddanner alle de søfolk, vi kan. Vi ved, at mange elever fra skoleskibene sætter kurs mod en maritim uddannelse efter deres togt på skoleskibene, så det her er dagens bedste nyhed”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
I et nyt aktstykke fra undervisnings- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til Folketingets Finansudvalg, beder ministeriet nemlig om godkendelse af de ekstraordinære overførsler. Der skal overføres 10. mio. kroner til Skoleskibet DANMARK og 8. mio. kroner til George Stage næste år, samt 2 mio. kroner til den renovering som allerede er i gang på skoleskibet ”Danmark”.
Kilde: Danske Rederier