MSC blandt største udledere af CO2 i EU
Verdens næststørste containerrederi, MSC, kom i 2018 ind på listen over de største udledere af CO2 i EU. Rederiet kommer ind på 8. pladsen på listen, der ellers domineres totalt af kulfyrede elværker, skriver miljøorganisationen Transport & Environment på baggrund af en ny undersøgelse.
MSC udledte i forbindelse med deres skibes sejladser til og fra EU i alt 11 mio. tons CO2, hvilket altså rækker til en 8. plads på listen efter syv kulfyrede kraftværker.
Undersøgelsen er ifølge organisationen lavet på baggrund af skibenes indberetninger til EU om deres brændstofforbrug, der skal gøre EU i stand til at få et bedre billede af sektorens udledning aff drivhusgasser.
Organisationen skriver videre, at den samlede udledning af CO2 fra skibsfarten, der i undersøgelsen tilskrives Holland, Belgien, Norge Letland og Estland i 2018 var større eller sammenlignelig med udledningen fra alle biler i disse lande.
Analysen viser også, at 20 pct. af CO2 udledningen i undersøgelsen stammer fra skibe, der transporterede fossile brændstoffer
som kul, olie og LNG.
Transport & Environment kritiserer, at skibsfarten ikke er omfattet af EU´s kvotesystem for CO2-udledning og hævder, at skibsfarten slipper for årlige udgifter på 24 mia. euro, fordi den ikke betaler brændstofafgifter.
Ifølge undersøgelsen udledte den europæiske shipping sektor omkring 139 mio. tons CO2 i 2018. Blandt containerrederierne kommer Maersk ind på en 2. plads (8,2 mio tons CO2) efter MSC med CMA CGM (5,7 mio. tons) og Hapag-Lloyd (4,3 mio. tons) på 3.
og 4. pladsen.
Kilde: Transport & Environment