Kolding: Fire byrødder dropper havneaftale
Et enigt byråd i Kolding var ikke i tvivl for et års tid siden, da det besluttede, at erhvervshavnen i byen skal nedlægges over en længere årrække. Men nu bryder fire byrådsmedlemmer med aftalen. De ønsker fortsat plads til en erhvervshavn på området i fremtiden, skriver Jyske Vestkysten.
Det er Enhedslisten, SF og løsgængeren Hanne Dam, der nu lancerer en alternativ plan for havnens fremtid, og de slår i den forbindelse fast, at der både skal være plads til erhvervshavn, mindre ikke-havnerelaterede iværksætterfirmaer, offentlige arealer og på sigt boliger på det store område, der i dag huser havnevirksomheder.
I november 2018 var de ellers med til - sammen med resten af byrådet - at sige ja til en plan, der over de næste mange år vil nedlægge erhvervsaktiviteterne på havnen, der i stedet skal bruges til boliger og rekreative arealer.
Enhedslistens Benny Dall og SF´s Hans Holmer erkender, at de ny løber fra aftalen. Men de kritiserer, at de sidste år ikke fik nok tid til at komme i dialog med havnevirksomhederne, inden de skulle stemme om planen. Som de så alligevel sagde ja til.
“Der ligger noget selverkendelse i det, og vi er blevet klogere, siger Hans Holmer, der sammen med sine byrådskolleger vil arbejde for en grøn omstilling på havnen og en koncentration af havnevirksomhederne på nordsiden af havnebassinet.
Formanden for Danske Havnevirksomheder, Klaus G. Andersen, har tidligere givet udtryk for utilfredshed med den usikkerhed, som planen om nedlæggelsen af erhvervshavnen skaber blandt virksomhederne og har efterlyst en bedre beskyttelse af private virksomheder på havne.
“Det kunne f.eks. være i den kommende revision af havneloven,” sagde Klaus G. Andersen i juni.
Men revisionen af havneloven er ikke en del af regeringens program i den nuværende folketingssamling, så den lader vente på sig.
Kilde: Jyske Vestkysten