Krisramt værft har leveret ekspeditionsskib
Det kriseramte norske værft, Kleven, har i dag afleveret ekspeditions-krydstogtskibet Fridtjof Nansen, der er søsterskib til verdens første hybriddrevne af slagsen, Roald Amundsen, til Hurtigruten. Det nye skib når en række eksklusive ekstra sejladser inden den planlagte jomfrurejse.
“Det er et fantastisk skib, vi har leveret også denne gang. Jeg er utrolig stolt og imponeret af det arbejde, som vores dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere har udført, siger Kjetil Bollestad, adm. dir. i Kleven.
Den tidlige levering betyder, at Hurtigruten indlægger en række ekstrature omkring Storbritannien i marts, inden den officielle jomfrurejse starter fra Hamborg den 1. april med Norge som destination. Et anløb i Oslo bliver der også tid til i slutningen af marts.
Det avancerede skib har plads til 500 passagerer i luksuriøse kahytter og suiter og kan som hybrid skib sejle på ved hjælp af strøm fra den store batteripakke.
Kleven værft har gennem de sidste fire år tabt omkring 1 mia. nkr. og blev i efteråret restruktureret og genopstod som Nye Kleven med arbejde til et stærkt reduceret antal medarbejdere til udgangen af 2020.
“Det er ikke med let hjerte, at vi skærer antallet af medarbejdere ned, men det er et helt afgørende tiltag for at værftet kan fortsætte driften, “ sagde den adm. dir. i slutningen af september.
Kilde: Kleven