Kleven værft bliver solgt til kroatisk selskab
Hurtigruten sælger det kriseramte Kleven Verft i Norge til den kroatiske industrikoncern Div Group, oplyser værftet mandag. Det kroatiske selskab ejer i forvejen to skibsværfter og flere andre anlæg inden for skibsbygning. Den nye ejer vil beholde de ca. 220 medarbejdere på værftet.
“Jeg er utrolig glad på vegne af alle ansatte på Kleven for, at vi nu er ved at få en ny og solid ejer af værftet,” siger adm. dir. Kjetil Bollestad i en pressemeddelelse.
Kleven Verft kom ud af 2018 med et underskud før skat på 349 mio. nkr, bl.a. på grund af forsinket levering af ekspeditionsskibet MS Roald Amundsen til Hurtigruten, men fik tilført 600 mio. nkr i ny kapital.
Men værftet har fortsat været i store problemer, og derfor blev nyheden om den nye ejer modtaget med klapsalver, da medarbejderne i dag blev orienteret.
“Der er en god stemning i dag, for der har været usikkerhed længe. Vi har fået tilbagemeldinger om, at driften skal fortsætte og at de vil beholde arbejdsstyrken, som den er, så det er godt,” siger tillidsmand, Olav Høydalsvik, til e24.no.
Det er planen, at værftet skal fortsætte under sit nuværende navn.
Kilde: e24.no