Sverige lever ikke op til ophugningsregler
EU Kommissionen advarer nu Sverige og Rumænien om, at deres manglende overholdelse af reglerne for ophugningsværfter skal bringes i orden inden for to måneder. Ellers kan de risikere en sag ved EU Domstolen.
Normalt er det landene i Sydøstasien, der er på kant med EU i forhold til at overholde reglerne for ophugning af skibe. Men denne gang gælder EU Kommissionens rykker Sverige og Rumænien.
De to lande anklages dog hverken for miljøsvineri eller farligt arbejde i forbindelse med landenes ophugningsværfter, men for ikke at have gennemført den nødvendige lovgivning og kontrolmekanismer omkring EU-forordningen om miljørigtig ophugning.
"Det er absolut nødvendigt, at medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, forvaltninger og kontaktpersoner og indfører nationale retlige bestemmelser vedrørende håndhævelsen af disse EU-regler og de gældende sanktioner. Alle disse forpligtelser skulle have været opfyldt pr. 31. december 2018, skriver Kommissionen.
Landene modtog allerede en åbningsskrivelse i juni 2019, men da der endnu ikke er sket noget, vil EU Kommissionen tage næste skridt.
"Rumænien og Sverige har nu to måneder til at rette op på situationen ved at udpege myndighederne og fastsætte sanktioner. Hvis Rumænien og Sverige ikke reagerer inden for to måneder, kan Kommissionen indbringe sagen for EU-Domstolen," hedder det i udtalelsen fra EU Kommissionen.
Kilde: EU Kommissionen.