Bunker One udvider til Vestafrika
Bunker One vil nu også være fysisk tilstede i Vestafrika for at udnytte selskabets etablerede globale forsyningskæde i en ny region. To tankskibe skal forsyne kunder med bunkerprodukter i området fra Elfenbenskysten til Gabon.
Etableringen af de to skibe er det første skridt i Bunker One´s udvidelsesplaner for området, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Skibene - MV Thornton og MV Duke -
skal med fokus på Lomé i Togo servicere kunder med VLSFO (lavsvovlsolie), HSFO (højsvovlsolie) og MGO (marinediesel) i et marked, som Bunker One finder attraktivt:
“Vi ser et stort potentiale og fremtidige vækstmuligheder i Vestafrika. Vi vil etablere os i området nu for at kunne imødekomme en voksende kundeefterspørgsel og fremtidsudsigter for regionen,” udtaler Peter Zachariassen, der er global direktør i Bunker One.
Bunker One, der er en del af Bunker Holding, fortsætter med etableringen i Vestafrika udvidelsen af sine aktiviteter, der i fjor blev bredt ud til bl.a. Den Mexicanske Golf, Caribien, USA og Tyskland.
Den nye vestafrikanske aktivitet vil blive drevet fra Bunker One´s kontor i Dubai.
Kilder: Bunker One