Corona-virussen stopper Brexit-forhandlinger
Der skulle på nuværende tidspunkt være fuld knald på Brexit-forhandlingerne mellem Storbritannien og EU. Men de ligger helt stille, fordi topforhandlerne på begge sider er i karantæne. Dermed er risikoen for et hårdt Brexit rykket endnu nærmere.
EU´s topforhandler, Michael Barnier, var den første til at melde ud, at han var i isolation med symptomer på corona-virus. Efterfølgende er også Storbritanniens chefforhandler, David Frost gået i selvvalgt isolation efter at have fået symptomer på sygdommen, skriver Bloomberg.
I forvejen var det ifølge de fleste iagttagere mere end tvivlsom, om parterne kunne nå i mål og få godkendt en aftale, der kan forhindre et hårdt Brexit ved udgangen af 2020.
Med den nuværende corona-krise synes mulighederne for at nå i mål med en aftale at sejle endnu længere væk - og dermed kan der være udsigt til en forværring af den økonomiske udvikling på begge sider af Kanalen på toppen af den dybe økonomiske krise, som corona-krisen trods de initiativer, der i øjeblikket tages af bl.a. den danske regering og EU, medfører.
Redaktionen