Scrubber-investeringen kræver mere tid
For blot få uger siden, kunne ejerne af skibe med scrubbere installeret glæde sig over en rekordlav tilbagebetalingstid på investeringen på grund af en voldsom prisforskel på høj- og lavsvovlsolie. Sådan er det ikke mere.
Med en prisforskel mellem lav- og højsvovlsolie, der peakede omkring 300 dollar/ton for blot få uger siden, så scrubber-investeringen ud til at kunne betale sig hjem i løbet af måske blot et år.
For VLCC´ere ville investeringen endda kunne betale sig hjem på blot fem måneder, ifølge skibsmægler og finansierings-gruppen Cleaves Securities.
Men siden er der vendt op og ned på oliemarkedet med voldsomme prisfald, forårsaget af oliekrigen mellem Rusland og Saudi Arabien.
Det har også betydet, at prisspændet mellem høj- og lavsvovlsolie er reduceret til i øjeblikket nu blot 75 dollar, hvilket har forlænget tilbagebetalingstiden på investeringen med 2-3 år til 3-4 år afhængig af skibstype.
Klasseselskabet DNV GL vurderer, at der ved udgangen af marts er omkring 4.000 skibe, der nu er udstyret med scrubbere.
Skibsrederne fik for alvor travlt med at få retrofittet deres skibe med scrubbere fra foråret 2018 og frem mod indførelsen af de nye svovlregler fra 1. januar i år.
I den periode blev mere end 3.000 skibe, der tegner sig for ca. 15 pct. af det globale af marine-brændstof, udstyret med røgrensningsanlæggene.
Ud af de 4.000 skibe er godt 1.000 af de nybygninger, mens resten er blevet eftermonteret med scrubbere.
Tørlastskibe tegner sig for det største antal med knap 1.400 udstyret med scrubbere, mens godt 800 containerskibe, knap 600 råolietankskibe, ca. 500 kemikalietankskibe og godt 200 krydstogtskibe nu sejler med scrubbere. Der er ikke angivet type for de sidste ca. 500 installationer.
Kilde: TradeWinds