Tankskib knækkede i to dele i stormvejr
Et mindre tankskib knækkede i to dele og sank i Middelhavet ud for Malta under en storm sent onsdag aften. De tre besætningsmedlemmer blev evakueret op af havet af en helikopter fra Malta´s forsvar. Deres redningsflåde var punkteret.
Ifølge de maltesiske myndigheder er det forliste skib det 1.300 dwt store produkttankskib Lady Sandra, der blev bygget i 1975 og sejler under Togo-flag. Skibet blev bygget til brug på de europæiske floder og flodmundinger.
Det er derfor uklart, hvorfor det befandt sig i høj sø ca. 13 sømil ud for Malta´s kyst. Der er ikke rapporteret om forurening efter forliset, hvilket indikerer, at skibet ikke havde last om bord, da det gik ned.
TradeWinds