Maersk Drilling rykker ind i containerfabrik
Maersk Drilling har brug for mere lagerplads og har valgt at rykke ind i Maersk Container Industrys gamle bygning i Tinglev, hvor selskabet nu skal dele pladsen i den knap 23.000 kvadratmeter store bygning med Danfoss, skriver Jyske Vestkysten.
Maersk Drilling har i mange år haft 8.000 kvadratmeter lagerplads i nabobygningen, hvor der frem til lukningen i 2006 blev produceret tørlastcontainere.
"Vi havde brug for mere lagerplads og ville gerne have det hele samlet, som det er sket nu," forklarer Kristoffer Apollo, pressechef for Maersk Drilling, ifølge avisen.
Det nye lejemål er på 11.000 kvadratmeter under tag samt et stort udendørsareal. Efter nogle ombygninger regner Maersk Drilling med at kunne tage de nye lagerfaciliteter i brug i slutningen af marts.
Kilde: Jyske Vestkysten