Flensborg Værft sikret nye ordrer

Flensborg Værft sikret nye ordrer
Arkivfoto

Lørdag 1. august 2020 kl: 08:00


Det økonomisk hårdt pressede Flensborg Værft har fået en ordre på to nye ro-ro færgen, bestilt af virksomheder med tilknytning til værftets ejer, finansmanden Lars Windhorst. Windhorst skyder samtidig ny kapital i værftet, der venter at beholde godt halvdelen af de nuværende ansatte.

De to nye ordrer, der ventes endelig bekræftet om en måned, vil ifølge værftets ledelse, med CEO Martin Hammer i spidsen, give værftet det pusterum det har brug for, og samtidig skabe grobund for indhentning af nye ordrer.

350 af værftets nuværende 650 medarbejdere, der siden april har været hjemsendt på offentlig ydelse, ventes at finde beskæftigelse på værftet fremover.

Redningsplanen indeholder ikke umiddelbart nyt om, hvad der skal ske med den ikke-færdigbyggede færge Honfleur, som oprindelige ejere - Brittany Ferries - har afvist at tage levering af. Men flere har vist interesse for den LNG-drevne færge, der dog tidligst vil kunne leveres om 11 - 12 måneder.

Det er dog for tidligt at erklære værftet for reddet, da et ukendt antal kreditorer fortsat har store beløb til gode i værftet, og de skal nikke ja til redningsplanen for at den kan gennemføres.

Dertil kommer, at der skal findes finansiering til de to nybygninger.

Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark