Tysk konkurrent vil kapre Damcos kunder
Damcos kunder har fået et tilbud fra tyske DB Schenker om overtagelse af korte kontrakter i kølvandet på A.P. Møller - Maersks beslutning om at nedlægge Damco som selvstændigt brand og lægge forretningen ind under Maersk, skriver branchemediet Loadstar.
Det er ikke hver dag, at et selskab så åbenlyst går efter en konkurrents kunder, men det skete fredag, hvor den tyske logistik-gigant tilbød en “stabilitetspakke” med et tilbud om at overtage korte kontrakter på op til to måneder på samme vilkår, som kunderne har med Damco.
Damco ophører med at eksistere som selvstændigt brand ved udgangen af året som led i den reorganiseringsplan, som A.P. Møller - Maersk offentliggjorde i sidste uge, hvorefter Damco´s ydelser i stedet vil blive en del af Maersks logistik og serviceprodukter.
Men det kan skabe usikkerhed for kunderne, påstår DB Schenker, der står klar med en “stabilitetspakke”, der angiveligt kan fjerne usikkerheden.
“Det sidste, kunderne har brug for i øjeblikket, er yderligere usikkerhed. Vi giver et tilbud til alle, der nu er på udkig efter langsigtet sikkerhed og pålidelighed,” siger Thorsten Meincke, der er bestyrelsesmedlem for air and ocean freight hos DB Schenker, ifølge Loadstar.
Den åbenlyse jagt på Damcos kunder kan ifølge en speditør give bagslag for DB Schenker. “Hvis Maersk reagerer og går efter DB Schenkers kunder, kan det blive noget af en sværvægtskamp. Bare kom med den. Det bliver interessant at være tilskuer,” siger den unavngivne kilde til Loadstar.
Kilde: The Loadstar