Danske Rederier skuffet over klima-udspil

Danske Rederier skuffet over klima-udspil
Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier.

Mandag 26. oktober 2020 kl: 09:55


IMO har forlængst sat et mål for skibsfartens CO2-reduktioner, men medlemslandene kan efter de seneste forhandlinger fortsat ikke blive enige om, hvordan målet skal nås. Det er bekymrende for danske rederier, som klart og tydeligt efterspørger en regulering, der kan håndhæves, siger Maria Skipper Schwenn.

“Håbet var lysegrønt, men resultatet af de netop overståede møder i IMOs arbejdsgruppe om en fremtidig CO2-regulering af skibe er endt som en noget mørkere nuance af grøn,” skriver Danske Rederier i en kommentar til resultatet af møderækken i sidste uge.

Aftalen indeholder en række tekniske krav, som skibene skal leve op til i 2023. Herudover er der besluttet en række operationelle krav, om hvordan man driver skibet, men det er reelt uden konsekvens, hvis ikke man lever op til de operationelle krav.

”Denne vage regulering må der tages fat på, når IMO samles virtuelt fra den 16. november i Miljøkomitéen. Her skal alle kræfter kastet ind på at opnå en regulering, der rent faktisk garanterer effektivitetsforbedringer og giver incitament til investering i og overgang til grønne brændstoffer,” siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier.

Vælger man et se på de enkelte skibes CO2-udledning frem for den samlede flådes udledning, fjerner man incitamentet til at investere i og udvikle de grønneste nul-emissionsskibe, påpeger Danske Rederier.

”Helt overordnet er vi tilhængere af, at man ser på de faktiske forhold og ikke binder sig til teoretiske udledninger. Containerskibe og passagerskibe skal naturligvis ikke måles på samme måde. Og så skal skibene måles på, hvor meget de faktisk har transporteret og ikke på, hvor meget de har plads til, siger Maria Skipper Schwenn.

I november skal miljøkomiteen under IMO godkende oplægget til beslutning, hvorefter flere forhandlinger følger i foråret. 

Kilde: Danske Rederier


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark