Dansk rederi sikret mindst 0,5 mia ved IPO

Dansk rederi sikret mindst 0,5 mia ved IPO
Installationsfartøjet Pacific Osprey i Esbjerg Havn. Foto: Cadeler.

Tirsdag 17. november 2020 kl: 11:05


Det danske vindrederi Cadeler er sikret mindst en halv mia. kr. ved den planlagte børsnotering i Oslo senere på måneden. En gruppe store investorer med BW Group i spidsen har på forhånd tegnet sig for aktier til en værdi af omkring 640 mio. norske kroner.

Ud over BW Group med 300 mio. nkr. er storinvestorerne Handelsbanken Fonder med 130 mio. nkr., DNB Asset Management med 110 mio. nkr., Nordea Investment Management med 50 mio. nkr og Fjärde AP Fonden ligeledes med 50 mio. nkr.

Der er åbnet for tegningen af aktierne fra i dag og frem til 25. november.

Der bliver udstedt op til 39 mio. nye aktier, der forventes at blive solgt for mellem 23,50 og 24,70 nkr. pr. stk. svarende til et samlet provenue på ca. 920 mio. nkr eller ca. 640 mio. danske kr.

Ud over de nye aktier udbyder Swire Pacific Offshore Operations, der hidtil har været eneejer af Cadeler, mellem godt 20 mio. og 29 mio. af sine aktier i selskabet.

Cadeler har tidligere oplyst, at provenuet skal gå til finansieringen af første afdrag på et nyt offshore fartøj, mens resten skal benyttes som arbejdskapital og forskellige andre formål.

Cadeler, der har hovedkvarter i København, råder i dag over de to fartøjer, Pacific Orca og Pacific Osprey, til installation og vedligeholdelse af havvindmøller.

Kilde: Cadeler


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark