Maersk vil købe egne aktier for 10 mia. kr.

Maersk vil købe egne aktier for 10 mia. kr.
Arkivfoto.

Onsdag 18. november 2020 kl: 09:09


Bestyrelsen i A.P. Møller - Maersk har besluttet at starte et nyt aktietilbagekøbsprogram til en samlet værdi af op til 10 mia. kr., der vil løbe over en periode på op til 15 måneder, oplyser selskabet. Det seneste aktietilbagekøbsprogram blev afsluttet tidligere i år.

Det er de stærke resultater i 2020, der er baggrunden for, at A.P. Møller - Maersk nu vil iværksætte et nyt tilbagekøb af egne aktier.

"Beslutningen om at iværksætte et nyt aktietilbagekøbsprogram er understøttet af en stærk indtjening og cashflow generering i 2020, som har ført til en lavere gearing af selskabet og forbedrede nøgletal i overensstemmelse med investment grade rating," hedder det således i en pressemeddelelse om programmet fra Maersk.

Det nye tilbagekøbsprogram flugter samtidig med selskabets tidligere beslutning om at sende en stor del af værdien af de Total-aktier, som Maersk modtog ved salget af Maersk Oil, tilbage til aktionærerne.

Total-aktierne har en værdi på 4,5 mia. dollar og med det planlagte tilbagekøbsprogram vil der være fordelt omkring 3,4 mia. dollar eller ca. 75 pct. af værdien af aktiernes, oplyser Maersk i en pressemeddelelse.

Tilbagekøbsprogrammet vil efter planen blive i flere faser.
Første fase vil omfatte tilbagekøb af aktier for 3,3 mia. kr., mens resten af tilbagekøbet på 6,6 mia. kr. påbegyndes efter generalforsamlingens godkendelse af dette i marts 2021.

A.P. Møller - Maersk afsluttede tidligere i år det seneste aktietilbagekøbsprogram - også på 10 mia. kr. - der blev startet i juni 2019.

Kilde: A.P. Møller - Maersk


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark