Thorsminde vil være servicehavn for vind

Thorsminde vil være servicehavn for vind
Del af Thorsminde Havn med kig mod Vesthavnen.

Onsdag 18. november 2020 kl: 15:05


En ny udviklingsplan skal transformere havnen i Thorsminde, så der fortsat er fiskeri, men også store muligheder for en moderne servicehavn til offshore branchen, hvis havnen bliver valgt af den fremtidige operatør på “Thor”.

Kampen om at vinde de mange arbejdspladser, der er i spil, når den kommende operatør af Danmarks største havvindmøllepark, Thor, skal placere sine aktiviteter, er i fuld gang - og Holstebro Kommune melder sig klar i Thorsminde Havn.

“Vi vil vise branchen, at havnen både er fleksibel og dedikeret til at tage imod vindindustrien - også på den lange bane. Det har vi for eksempel gjort før med planlægningen af en heliport, forundersøgelser og lokale alliancer om arbejdskraft. Jo tættere projektet kommer på at finde sin operatør, jo mere rykker vi også på den målrettede planlægning for at bane vejen for en servicehavn,” siger borgmester H.C. Østerby.

Nu har havnebestyrelsen besluttet at iværksætte en udviklingsplan for den vestlige del af Thorsminde Havn.

“Størstedelen af Vesthavnen skal udvikles direkte målrettet en servicehavn. Derfor ser vi frem til en transformation i vores satsning fra primært at være fiskeriorienteret til også i høj grad at være en havn til vindindustriens aktiviteter for Thor Havvindmøllepark og andre offshore projekter,” siger Lisette Sønderby, der er havnechef for Thorsminde Havn.

Havvindmølleparken kommer til at ligge 20 km stik vest ud for Thorsminde Havn.
Prækvalifikationen til at etablere den kommende Thor Havvindmøllepark har deadline 1. december 2020, hvorefter Energistyrelsen identificerer de selskaber, som har tilstrækkelig finansiel og teknisk kapacitet til at deltage i udbuddet.

Kilde: Holstebro Kommune


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark