Maersk Tankers har solgt “migrant-skib”

Maersk Tankers har solgt “migrant-skib”
Arkivfoto.

Fredag 20. november 2020 kl: 08:00


Tankskibet Maersk Etienne, der blev verdensberømt i eftersommeren, da 27 migranter måtte blive på skibet i 38 dage, fordi ingen ville tage imod dem, er blevet solgt af Maersk Tankers til et nigeriansk selskab. Det skete kort tid efter afslutningen af migrant dramaet i Middelhavet i september.

Maersk Etienne blev kort efter migrant krisens afslutning den 12. september ifølge VesselValue og Equasis solgt til Keonamex Petroleum Nigeria. Maersk Tankers bekræfter salget over for TradeWinds, uden at ville kommentere på køber eller pris.

“Maersk Product Tankers justerer løbende størrelsen og sammensætningen af sin flåde for at sikre, at den forbliver konkurrencedygtig og opfylder kundernes krav,” skriver det A.P. Møller Holding kontrollerede rederi i en mail.

VesselValue estimerer, at det 36.900 dwt. store skib, der er bygget på Jinling værftet i Kina, har en værdi på omkring 9,4 mio. dollar. Efter handlen er skibet blev omflaget fra Danmark til Panama og har skiftet navn til Keonamex Victory og står opført som det eneste skib i selskabets flåde.

Migrant krisen opstod, da Maersk Etienne i august på opfordring af de maltesiske myndigheder kom en mindre båd med migranter til undsætning, da skibe var på vej i Middelhavet til Tunesien. Malta nægtede efterfølgende at tage i mod de 27 migranter, og skibet lå efterfølgende for anker ud for Malta, mens migranterne - heriblandt en gravid kvinde - måtte opholde sig på dækket dag og nat, fordi ingen lande ønskede at modtage dem.

Først efter 38 dage blev de overført til et skib fra NGO´en Mediterranea Saving Humans og efterfølgende sat i havnebyen Pozzalla på Sicilien.

Ifølge Maersk Tankers var det den længste periode, som migranter er blevet tvunget til at opholde sig på et handelsskib efter at være blevet hjulpet i havsnød.

Formanden for bestyrelsen i Maersk Tankers, Robert Maersk Uggla kritiserede efterfølgende i direkte vendinger EU for at have svigtet sit ansvar i forhold til de 27 migranter og samtidig efterladt skibsfartsindustrien i et tomrum ved ikke at understøtte handelsflåden under redningsaktioner.

Redaktionen.


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark