Nye nedskrivninger presser tankrederi

Nye nedskrivninger presser tankrederi
Knud Pontoppidan fmd. for bestyrelsen i Nordic Shipholding, Arkivfoto.

Lørdag 21. november 2020 kl: 10:00


Nye nedskrivninger på flåden på i alt 8,7 mio. dollar vender udsigten til et overskud for hele året på 2,5-5,5 mio. dollar til et underskud i tankrederiet Nordic Shipholding på 5-7 mio. dollar, oplyser det danske selskab i en meddelelse.

Rederiet, der har den tidligere Maersk-direktør Knud Pontoppidan som formand, rammes af de faldende priser på produkttankskibe, drevet af faldende efterspørgsel på transport af olieprodukter på grund af de store lagre, der blev opbygget i 1. halvår og den fortsatte usikkerhed, som Covid-19 pandemien skaber.

På den baggrund har rederiet været nødt til at nedskrive værdien af skibet Nordic Hanne, der blev sat til salg tidligere i år med 2,2 mio. dollar. Og som en konsekvens er værdien af de øvrige fire skibe i flåden blevet nedskrevet med 6,5 mio, dollar.

Nedskrivningerne bliver indeholdt i resultatet for hele året, der dermed bliver trukket i minus.

Rederiet nedjusterer også forventningerne til TCE omsætningen for hele året fra 28-31 mio. dollar til 27-29 mio. dollar og det påvirker EBITDA-forventningen, der reduceres fra 14-17 mio. dollar til 13-15 mio. dollar.

Rederiet offentliggør sig regnskab for 3. kvartal den 25. november.

Kilde: Nordic Shipholding.


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark