Skibsreder frifundet for menneskehandel

Skibsreder frifundet for menneskehandel
Arkivfoto

Mandag 11. januar 2021 kl: 15:04


En 55-årig skibsreder og fiskeskipper fra Thyborøn er ved Retten i Holstebro frifundet for menneskehandel, men idømt en betinget fængelsstraf på halvandet år for åger. Hans selskab skal derudover af med en bøde på tre millioner kroner.

Ifølge Fagbladet 3F hentede rederen i 2017 to ghanesiske fiskere til Danmark med et løfte om, at de skulle hente et skib, som bagefter skulle fiske ud for Afrika. Men virkeligheden blev en anden - de to mænd tilbragte i stedet tre år med at reparere et skib og binde net på havnen i Thyborøn.

Årsagen til at skibet aldrig kom afsted var, at det blev påsejlet i havnen.

Rederen betalte de to mænd en løn på godt 9.000 kroner om måneden for 11 timers arbejde, seks dage om ugen - og ingen ferie.

”Jeg er dybt forarget over, at en dansk skibsreder kan finde på at berøve to mennesker deres frihed og behandle dem på denne måde. Det er grotesk”, sagde ITF-inspektør Morten Bach da sagen blev rejst.

Anklagemyndigheden havde krævet rederen idømt mindst 3 1/2 års ubetinget fængsel for tvangsarbejde, slaverilignende forhold og menneskehandel. Men domsmandsretten har frikendt for menneskehandel. I stedet straffes rederen for åger.

De danske myndigheder blev opmærksomme på sagen i maj 2020, i forbindelse med en
Rutinemæssig politikontrol.

Kilde: Fagbladet 3F


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark