Bjærgningsselskab genoptager opskæring

Bjærgningsselskab genoptager opskæring

Søndag 4. april 2021 kl: 09:00


Skrotningen af det kæntrede sydkoreanske bilskib Golden Ray ud for Brunswick på den amerikanske østkyst, har vist sig vanskeligere end først antaget. Det gigantiske vrag opskæres i sektioner på godt 3.000 tons, der fragtes i land for endelig destruktion. Men opskæringen tager længere tid end planlagt.

Det er især sektion 7. der driller. Sektionen går gennem skibets maskinrum, og bjærgningsselskabet - T&T Salvage - har tidligere måtte opgive at frigøre sektionen, da kæden der benyttes til at save med, ikke kunne holde til presset.

Nu er bjærgningsselskabet så gået i gang med et nyt forsøg på at frigøre sektion 7. Og denne gang skal det lykkedes - ellers får man ikke vraget væk.

Det 200 meter lange bilskib forlod den 9. september sidste år havnen i Brunswick med kurs mod Baltimore, da det ramte bunden og begyndte at krænge voldsomt.

Der befandt sig 24 besætningsmedlemmer om bord, da skibet kort efter kæntrede. Alle slap fra ulykken med livet i behold, men fire blev først reddet efter, at de havde tilbragt et døgn indespærret i skroget.

Lasten bestod af 4.000 biler, der nu skrottes sammen med vraget.

Opskæringen af det store skrog udføres af heavy lift fartøjet VB-10000, der har gennemgået en større ombygning for at udføre den komplicerede opgave.

Redaktionen



Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark