Bjærgningsaktion i gang onsdag morgen

Bjærgningsaktion i gang onsdag morgen
Foto: Hovedredningssentralen, Syd-Norge.

Onsdag 7. april 2021 kl: 08:00


To slæbebåde nåede tidligt i morges frem til det hollandsk-registrerede heavy-lift skib Eemslift Hendrika, der siden mandag eftermiddag har drevet ubemandet og været i fare for at forlise i Norskehavet ud for Ålesund. Det forventes, at bjærningsaktionen går i gang onsdag morgen.

Tirsdag aften landede bjærgningseksperter fra det hollandske selskab Smit Salvage i Ålesund, og de skal her onsdag morgen flyves ud til skibet, hvor de efter planen skal om bord.

“De regner med, at det er acceptabelt at gennemføre, men når det er sagt, så er det hårde forhold,” siger Hans-Petter Mortensholm, der er direktør for miljøberedskab i Kystverket i Norge ifølge NRK.

De to norske slæbebåde, BB Ocean og Normand Drott, der er chartret af Smit Salvage til opgaven, nåede frem til det fortsat krængende heavy-lift skib omkring kl. 4.00 i morges.

De skal efter planen slæbe havaristen i havn i dag, men først skal bjærgningseksperter om bord for at fastgøre slæbetov.

“Planen er, at de skal starte med at gøre klar til slæbet, når de er om bord på skibet. Når det er gjort vil slæbebådene forsøge at trække skibet ind i mere roligt farvand og kaste anker. Derefter vil de stabilisere skibet, før det bliver slæbet videre,” siger Mortensholm.

Eemslift Hendrika er i løbet af natten drevet tættere på kysten og befinder sig her til morgen omkring 40 sømil fra land. Hvis det ikke lykkes at få slæbet fastgjort til skibet, kan det støde på grund i eftermiddag.

Kaptajnen sørgede sammen med tre andre besætningsmedlemmer for at lægge slæbeliner agterud, inden de blev evakueret fra skibet mandag eftermiddag.

Og overstyrmanden på BB Ocean håber at kunne bruge disse:
“Det beder vi til de højere magter om,” sagde han til NRK tirsdag.

Læs mere om den dramatiske situation i Norskehavet HER.
Et supportfartøj, der var lastet på heavy-lift skibet, faldt i havet i de op til 15 meter høje bølger.

Kilde: NRK





Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark