Fondsdonation sikrer nyt havforskningsskib

Fondsdonation sikrer nyt havforskningsskib

Tirsdag 20. april 2021 kl: 10:58


En donation på 50 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden bidrager nu til at realisere Danmarks nye oceangående forskningsskib. Med et nyt topmoderne oceangående forskningsskib, der også kan sejle i Arktis, kan danske havforskere fortsætte med at tilvejebringe vigtig viden om bl.a. klima og bæredygtigt fiskeri.

”Vi er meget glade for omsider at kunne bygge et nyt havforskningsskib. Det er en længe ventet drøm, der går i opfyldelse”, siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.

Donationen på 50 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal supplerer statens investering på 170 millioner kroner, og DTU’s egen investering på 100 millioner kroner.

Det nye skib skal erstatte det nuværende forskningsskib Dana IV, der efter 40 år på havet skal på pension. Med et nyt multidisciplinært forskningsskib får danske havforskningsmiljøer en moderne forskningsinfrastruktur i verdensklasse med en global og arktisk aktionsradius, som kan understøtte forskning i oceanografi, maringeologi, fiskeri og klima og give en øget forståelse af havets kredsløb.

”Med det nye skib er Danmark i stand til at fortsætte sin mere end 100 år lange tradition for havforskning. Det er forskning, som bl.a. sikrer en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer, og som bidrager til forståelsen af klimaet og konsekvenserne af klimaforandringerne”, siger Anders Bjarklev.

Med A.P. Møller Fondens bevilling følger en ambition om, at forskningsskibet skal kunne drives af grøn fremdriftsteknologi. En ambition, som blandt andet flugter med fondens tidligere donation til Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.

Det nye forskningsskib skal bygges i en høj isklasse. Det betyder, at skroget forstærkes, så fartøjet kan sejle i de isfyldte farvande i Arktis.

”Det har stor betydning for forskningssamarbejdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne om bl.a. bæredygtigt fiskeri, at det nye skib også kan sejle på hav med isdannelse. Derudover foregår også en del af de togter, der vedrører klimaforskning, i de arktiske egne”, siger Anders Bjarklev.

Danmark har desuden sammen med de øvrige arktiske stater et særligt ansvar for at beskytte og sikre en fredelig udvikling i den arktiske region, og dette omfatter bl.a. en stærk forskning.

Den statslige finansiering faldt på plads i efteråret 2020 som følge af en bred politisk opbakning til at bruge en del af forskningsreserven til formålet.

Kilde: DTU


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark