Stadig flere underskriver kvinde-charter

Stadig flere underskriver kvinde-charter
Arkivfoto: Danske Rederier

Fredag 16. juli 2021 kl: 10:11


28 rederier har nu skrevet under på Charter for Flere Kvinder i Shipping, hvori de forpligter sig til målrettet at arbejde med at fastholde og tiltrække kvindelige ansatte, opstille mål for andelen af kvinder i virksomheden samt udpege et medlem af topledelsen til at være ansvarlig for indsatsen.

“Vi er enormt glade for, at vi fortsat oplever en stigende tilslutning fra rederierne til vores charter. Og det er tydeligt, at rederierne ønsker diversitet. Vi håber, at vi med analysen får et bedre overblik, der kan gøre indsatsen endnu mere målrettet fremadrettet”, siger direktør for Arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse hos Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.

Senest har ForSea og Cadeler skrevet under, og er nu klar til at trække i arbejdstøjet.

”Helt fundamentalt så mener vi, at det giver en bedre arbejdsplads og en bedre virksomhed, hvis der er en lige fordeling mellem kønnene”, siger CEO hos Forsea, Kristian Durhuus, og han bakkes op af CEO hos Cadeler, Mikkel Gleerup.

”Det har ikke noget at gøre med en eller anden KPI, vi gerne vil opfylde. Det er fordi, vi virkelig tror på, at vi får en bedre arbejdsplads, og derfor så tror vi også på, at det giver mening at lave en benhård strategi på området”, siger Mikkel Gleerup.

Den Danske Maritime Fond har sammen med andre bevilget penge til en undersøgelse, som Danske Rederier skal stå for sammen med WIS Denmark (Women in Shipping) og konsulentvirksomheden Damvad.

Undersøgelsen skal give et overblik over, hvilke jobs de kvindelige ansatte besidder, men også en indsigt i kvindernes oplevelser af muligheder og barrierer I branchen som fx krænkende adfærd, forskelsbehandling, muligheder for work-life balance m.v..

Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark