Tysk fragtskib går på grund i Limfjorden

Tysk fragtskib går på grund i Limfjorden
Foto:GBS-Shipmanagement GmbH & Co. KG.

Mandag 13. september 2021 kl: 08:00


Det tyskefragtskib Simon B gik i weekenden på grund i Limfjorden mellem Storvorde og Hals, da det var på vej fra Aggersund til Falkenberg i Sverige. Grundstødningen skete lørdag aften, men blev ifølge politiet først rapporteret af kaptajnen søndag formiddag, skriver Nordjyske.

Det 82 meter lange fragtskib på 2.380 dwt. gik på grund kort før midnat lørdag, men kaptajnen indberettede ikke straks grundstødningen til Maritime Assistance Service (MAS) som han skal. Den kom først kl. 05.53, og derfor blev politiet indblandet i sagen, skriver Nordjyske.

“Vi har af søfartsmyndighederne fået at vide, at grundstødningen skete lørdag 11. september. Og alle grundstødninger skal anmeldes øjeblikkeligt, men myndighederne har først fået anmeldelsen søndag morgen klokken 05.53. Det betyder, at kaptajnen skal have en bøde for for sen anmeldelse, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Bøden er ifølge avisen på 10.000 kr.

Det lykkedes søndag eftermiddag en slæbebåd at få fragtskibet trukket fri af grunden, hvorefter det sejlede til Grønlandshavnen i Aalborg, hvor dykkere i dag skal undersøge skibet for eventuelle skader.

Vagthavende i MAS oplyser til Nordjyske, at skibet sejlede med kalk, så der ikke skulle være risiko for forurening.

Skibet er under management af GBS-Shipmanagement GmbH & Co. KG.

Kilde: Nordjyske.


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark