Orskov fremgang på top og bundlinje

Orskov fremgang på top og bundlinje
Foto: Orskov Yard

Tirsdag 11. januar 2022 kl: 08:00


Orskov Yard i Frederikshavn kom ud af regnskabsåret 2020/2021 med et nettooverskud på 36 millioner kroner, på baggrund af en omsætning der steg til 680 millioner kroner, fra 525 millioner kroner året før. Resultatet anses for meget tilfredsstillende.

Værftet gennemførte i regnskabsåret en kraftig kapacitetsudvidelse, da den 180 meter lange flydedok 5 i januar blev sat i drift. Flydedokken har med få dages undtagelse været fuldt beskæftiget lige siden, hvilket har bidraget betydeligt til omsætningsstigningen.

I forbindelse med færdiggørelse af området omkring den nye flydedok bygges der pt. et nyt rør-og maskinværksted på 1.600 m2 som tages i brug i slutningen af næste måned.

Værftets øvrige 3 dokke med tilhørende kajanlæg har i regnskabsåret ligeledes været godt udnyttet, bl.a. med omfattende vedligeholdelses- og ombygningsopgaver på store nordatlantiske fabrikstrawlere, danske inspektions- og forsvarsskibe samt udenlandske forskningsskibe.

IMO-kravet om rensning af ballastvand har tillige øget arbejdsomfanget i forbindelse med skibenes planlagte værftsophold, hvilket har været tydeligt i regnskabsåret. Værftet har nu installeret mere end 40 BWT-systemer og forventer, at dette vil fortsætte de kommende år.

Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark