Ærø takker “ja” til 72 mio. kr til el-færger
Ærø Kommune kan om kort tid sættes gang i den egentlige projektproces i forbindelse med bygningen af to nye elfærger og tilhørende landanlæg efter accept af Trafikstyrelsens tilskud på 72 mio. kr. Det samlede budget fastholdes, selvom tilskuddet er 30 mio. kr. mindre end det ansøgte.
Selvom tilskuddet blev mindre end Ærø Kommune havde ansøgt om, vil de to kommende el-drevne færger til Svendborg-Ærøskøbing ruten alligevel snuppe knap en tredjedel af Transportministeriets samlede grønne færgepulje på 233 mio. kr.
Kommunalbestyrelsen besluttede at fastholde det samlede budget på i alt 408 mio. kr. for projektet, hvilket betyder, at egenfinansieringen øges med godt 30 mio. kr.
Når den endelige aftale med Trafikstyrelsen er indgået, vil projektet blive skudt i gang og finansieringsløsninger og design vil blive undersøgt nærmere, og mulige løsninger vil blive forelagt til politisk behandling, fremgår det af referatet fra kommunalbestyrelsens møde 20. april.
Ærø Kommune er, som det vil være mange bekendt, ikke nybegyndere i forhold til bygningen af elfærger.
I juli 2019 afleverede Søby Værft elfærgen Ellen til Ærøfærgerne, hvor den blev indsat på ruten mellem Fynshav på Als og Søby på Ærø. Den batteridrevne færge satte dengang rekord, fordi ruten på 22 sømil er syv gange længere end de ruter, som andre elektriske færger betjente.
Men projektet, der blev støttet af EU med 120 mio. kr., blev to år forsinket, bl.a. på grund af problemer med batterierne.
Redaktionen