Havnedirektør takker af efter 15 år
Port of Aalborg indleder nu jagten på en ny havnedirektør. Det sker, fordi Claus Holstein efter mere end 15 år på posten, ønsker at fratræde sin stilling senest med udgangen af marts 2023. Port of Aalborg har i Claus Holsteins tid som adm. dir. øget sin omsætning markant og er Danmarks største indenrigshavn.
Omsætningen er løftet fra 86 mio. kr. i 2006 til 239 mio. kr. i sidste regnskabsår og havnens indtjening er mere end tredoblet.
“Claus har på energisk og visionær vis stået i spidsen for havnens udvikling i mere end 15 år. Han har spillet en vigtig rolle i Port of Aalborgs omstilling fra en traditionel havnevirksomhed til en moderne indlandshavn med blikket rettet mod både vand og bagland, et omfattende logistiksetup og et skarpt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Han har således dygtigt sikret, at Port of Aalborg er kommet på landkortet, når vigtige virksomheder har skullet placere deres aktiviteter. Nu ønsker Claus at dedikere sin tid til familievirksomheden, og det har vi naturligvis fuld respekt for, siger bestyrelsesformand Lasse Frimand Jensen.
Han går nu sammen med den øvrige bestyrelse i gang med at finde en afløser, der kan fortsætte udviklingen af havnen.
Port of Aalborg er i gang med at realisere en udviklingsstrategi, der der blandt andet indebærer investeringer for op imod to milliarder kroner, en målsætning om at tiltrække 10-15 store virksomheder samt skabe 5.000 jobs i Aalborg Kommune frem mod 2030.
Kilde: Port of Aalborg