Opdateret kl. 13:50

Græske interesser udvander sanktionspakke

Græske interesser udvander sanktionspakke
Græske tankskibe skal fortsat kunne transportere russisk olie til 3. lande.Foto: Union of Greek Shipowners.

Tirsdag 10. maj 2022 kl: 13:10


En intens lobby-virksomhed fra primært Grækenland, der kontrollerer op mod en tredjedel af verdens tankskibsflåde, har fået EU Kommissionen til at pille transporter af russisk olie til 3. lande ud af den sanktionspakke, som Kommissionen fortsat har problemer med at få igennem.

EU´s sanktionspakke nummer seks overfor Rusland indeholder fortsat et importforbud af russisk olie for medlemslandene, og det var også planen, at EU-registrerede skibe skulle have forbud mod transport af russisk olie til 3. lande.

Men det var tilsyneladende for meget for Grækenland, hvor græske skibsejere ifølge den landets rederiforening kontrollerer 30 pct. verdens tankskibsflåde og 15 pct. af alle kemikalietankskibe. Bakket op af Malta og Cypern er det tilsyneladende lykkedes at få pillet transportforbuddet til 3. lande ud af pakken.

Det kræver enstemmighed blandt de 27 lande i EU at få vedtaget sanktionspakken. Og her agerer Ungarn fortsat stopklods. Landets præsident Victor Orban sagde under weekendens møde mellem EU-landene om sanktionspakken, at den økonomiske effekt af et totalt stop for import af russisk ville være at sammenligne med en “atombombe” for Ungarn, skriver Politico.

EU Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tog mandag uventet til Budapest for at drøfte mulighederne med Orban, men mødet endte uden et gennembrud.

Det er dermed meget usikkert, hvornår sanktionspakken kan blive vedtaget.
Hvis det lykkes at få den igennem, vil det betyde, at import af råolie fra Rusland stoppes inden for seks måneder, mens der bliver lukket for import af raffinerede olieprodukter ved nytår.

Ungarn er under forhandlingerne blevet tilbudt at kunne vente til udgangen af 2024 med at overholde importforbuddet, men det var tilsyneladende ikke nok.

SENESTE: Ifølge den franske udenrigsminister, Clement Beaune, kan et en EU-embargo mod russisk olie måske komme på plads i denne uge, siger han til fransk tv ifølge Reuters.

Den franske præsident Macron skal drøfte sagen med Victor Orban senere tirsdag.


Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark