Norge lancerer storstilet satsning på havvind

Norge lancerer storstilet satsning på havvind
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, præsenterede den ambitiøse plan for havvind i dag. Foto: NTB Kommunikasjon

Onsdag 11. maj 2022 kl: 15:40


Vindmøller har hidtil ikke fyldt noget som helst i den norske energipolitik, der først og fremmest har været koncenteret om produktionen af olie og gas. Men det skal der nu laves grundigt om på med regeringens lancering i dag af en plan om at nå 30.000 MW havvindproduktion inden 2040.

Der skal fart på byggeriet af havvindmøller ud for de norske kyster, hvis målet om at nå en produktion, der - næsten - kan dække Norges eget forbrug af el i dag skal nås.

“I dag lancerer vi en storstilet satsning på havvind. Vores ambition er at vi inden 2040 udpeger områder i Norge til en havvindproduktion på 30.000 MW,” skriver Norges statsminister, Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet i en pressemeddelelse i dag.

“Med denne ambition går vi fra de to havvindmøller, der er i drift i dag til omkring 1.500 havvindmøller,” fastslår han.

Havvindmøllerne forventes at kunne producere omkring 120 TWh årligt - ikke langt fra Norges nuværende årlige strømforbrug på 140 TWh.

Statsministeren omtaler satsningen som en milepæl i norsk industri- og energihistorie:

“Dette er et grønt industriløft i Norge og kan give rigelige mængder vedvarende energi i fremtiden. Målet med udbygningen er at give mennesker og virksomheder store mængder grøn energi. Skal det lykkes, er vi nødt til at satse nu. Og vi skal satse stort,” siger han.

Det norske elnet kan dog slet ikke håndtere så store mængder strøm, som havvindmøllerne skal producere.
Derfor er det en forudsætning, at betydelige dele af den producerede strøm skal eksporteres, fremgår det af pressemeddelelsen fra den norske regering.

Kilde: regjeringen.no


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark