Dansk ledet øvelse nord for polarcirklen
Mere end 500 kilometer nord for polarcirklen ud for Andoya i Norge, har syv krigsskibe fra fem nationer deltaget i Operation Mjølner 2022, der i år havde dansk styrkechef og stab til at føre ca. 1.000 deltagere til lands, til vands og i luften.
”Øvelser som Mjølner, hvor vi kan træne en hel flådestyrke i at kæmpe i kystnært scenarie med rigtige effektskydninger og missilaffyringer, hører til sjældenhederne. Når der er et væld af rigtige mål i luften, på havoverfladen og på land, opstår situationer der ikke kan simuleres. Her går vi hele vejen fra truslen opdages til målet er nedkæmpet med rigtige sensorer, langtrækkende våben og alt den friktion, der opstår når krigens tåge sænker sig over det allernordligste Atlanterhav”. siger Chefen for 2. Eskadre, Dan B. Termansen, der i forbindelse med øvelsen blev udnævnt til flotilleadmiral.
”Det har givet værdifuld og nødvendig træning at gennemføre de operative overvejelser, det kræver at håndtere så komplekst et scenarie tæt på land, og det har været et privilegium at have kommando over en så professionel flådestyrke med en imponerende ildkraft”, siger Dan B. Termansen.
Øvelsen handler kort sagt om at koordinere en samlet flådestyrke under indsættelse.
Målene simuleres med rigtige droner, som skibene nedkæmper med rigtige missiler og kanonild. Enhederne ved ikke på forhånd hvad der skal ske, hvilket betyder at de sejler i beredskab - klar til kamp - og ej heller om det komplekse trusselbillede er rettet mod egen enhed eller allierede.
På den måde trænes måldeling med andre i styrken og brugen af tredjeparts måldata til at nedkæmpe mål, der ofte ligger bag horisonten og derfor ikke kan observeres af den skydende enhed. Derved bidrager øvelsen ikke blot til træning af danske og andre nationers besætninger, den øger også NATOs samlede afskrækkelsesprofil.
Kilde og foto: Forsvaret