Dansk-fransk samarbejde om havvindparker
Danske Ørsted og franske TotalEnergies er gået sammen om at byde på anlægget af to hollandske havvindmølleparker, der skal have en samlet kapacitet på op mod 1,5 GW. Parterne ønsker på den måde at bidrage til Hollands mål om at etablere mere end 70 GW inden 2050.
“Vi er meget tilfredse med vores partnerskab med TotalEnergies i forbindelse med de kommende hollandske udbud,” siger Rasmus Errboe, der er chef for regionen kontinental Europa i Ørsted.
“Med vores samlede tilbud vil vi sikre, at Holland kan accelerere sin udbygning af havvind frem mod 2030 og efterfølgende på en state-of-the-art miljøvenlig måde og som en del af et integreret energisystem,” tilføjer han.
Hollænderne ønsker bl.a. at benytte strømmen fra de fremtidige havvindmølleparker til produktion af grøn brint.
De to parker, som Ørsted og TotalEnergies vil byde på skal placeres ca. 53 km. ud for den hollandske kyst. Vinderne af udbuddet ventes at blive annonceret til efteråret.
Kilde: Ørsted