Ørsted afviser krav om betaling i rubler
Gazprom fastholder kravet om, at det danske energiselskab Ørsted skal betale for gas i rubler, men det nægter Ørsted, da selskabet ikke er forpligtet til det under den gældende kontrakt. Derfor er der nu risiko for, at Gazprom Export stopper med at levere gas til Ørsted.
Da der ikke er en direkte gasrørledning fra Rusland til Danmark, vil Rusland imidlertid ikke kunne lukke for den direkte leverance af gas til Danmark, og der vil således stadig kunne komme gas til Danmark.
Det betyder dog, at gassen til Danmark i højere grad skal købes på det europæiske gasmarked. Det forventer selskabet, vil være muligt.
Ørsted har herudover lagerkapacitet i bl.a. Danmark og Tyskland, og disse lagre er selskabet i færd med at fylde, således at man sikrer gas til selskabets kunder og bidrager til markedets forsyningssikkerhed.
”Vi er i løbende dialog med myndighederne omkring mulige scenarier, og vi har tillid til, at myndighederne, som har det overordnede overblik over forsyningssituationen i Danmark, er forberedte på situationen. Vi vil forblive i tæt dialog med myndighederne om situationen”, skriver Ørsted i en meddelelse tirsdag.
Ørsted har, siden Ruslands angreb på Ukraine, arbejdet aktivt på at begrænse alt samarbejde med russiske selskaber.
Redaktionen