Politi fandt særlig bifangst mellem rejerne
Det var ikke kun skaldyr, Nordjyllands Polit fandt, da de efter en anmeldelse mandag eftermiddag gik om bord på Royal Greenlands største skib M/tr Avataq. Efterforskningen afslørede store mængder hash i skibet, der var på værft i Frederikshavn.
Kl. omkring 17 gik Nordjyllands Politi om bord på rejetrawleren, der har ligget på Orskov Yard i seks uger. Under et tidligere besøg havde Skat fundet et kilo hash og havde derfor bedt politiet om at kigge skibet nærmere efter.
Og der var fangst. Nordjyllands Politi fandt og konfiskerede yderligere 20 kilo hash om bord.
Ingen af de 22 besætningsmedlemmer kendte noget til hashen, og ingen blev anholdt.
“Vi har inddraget spor og videomateriale fra skibet, og nu skal vi i gang med at efterforske sagen, så vi kan finde ud af, hvad der er foregået,” fortæller Ole Buus, der er Vagtchef ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
Den 82 meter lange rejetrawler, der er bygget i 2019, forlod Frederikshavn mandag ved 22-tiden med kurs mod Torshavn.
Kilde: TV 2 Nord.