DanPilot henter ny CFO i Monjasa
Den 38-årige Martin Abildtrup er ansat som ny CFO i det statsligt ejede lodseri DanPilot i Svendborg. Han kommer fra en stilling som Finance Manager og senest Senior Finance Manager i Monjasa, hvor han har arbejdet i mere end seks år.
”Jeg ser mange gode muligheder for at sætte præg på den økonomiske og forretningsmæssige retning med min viden fra shipping, hvor jeg finder alle de faktorer, der påvirker industrien meget interessant. Jeg ser frem til samarbejdet med en masse dygtige kollegaer og bidrage til de gode tanker omkring DanPilots udvikling, der allerede er søsat,” fortæller Martin Abildtrup.
Foruden et indgående kendskab til shipping og de interessante udfordringer branchen står over for, kommer Martin Abildtrup til DanPilot med erfaring og fokus indenfor bl.a. ledelse og medarbejderudvikling, etablering af forretningsaktiviteter, implementering af nye økonomiske værktøjer samt opbygning af en velfungerende finansafdeling i Monjasa, skriver DanPilot i en pressemeddelelse.
Han har tidligere været konstitueret økonomichef i Fredericia Teater og har en revisorbaggrund fra BDO. I 2020 færdiggjorde han sin uddannelse inden for regnskab og ledelse på Syddansk Universitet.
Og så er Martin Abildtrup også tidligere fodboldspiller på professionelt plan med en karriere, der bl.a. bragte ham forbi klubber som AC Horsens og FC Fredericia.
Kilde: DanPilot.