Midt i Middelhavet: kaptajnen var væk
Containerskibet Algeciras Express befandt sig i Middelhavet mellem Sicilien og Tunis, da besætningen slog alarm: De kunne ikke finde skibets kaptajn og startede eftersøgningen. De fik hurtigt hjælp af rednings- og eftersøgningsfartøjer, men måtte opgive efter to døgn. Kaptajnen var væk.
Eftersøgningen startede 3. juli og varede til 5. juli, inden containerskibet, der er opereret af Hapag-Lloyd, fortsatte rejsen og ankom til Algeciras den 7. juli.
Her kom politiet om bord og gennemførte en grundig undersøgelse af skibet og afhørte alle 28 besætningsmedlemmer, men uden resultat.
I kaptajnens kahyt fandt politiet en plan for skibets rute for 4. juli - dagen efter hans forsvinden. Alt så normalt ud, men der var ingen spor af den filippinske kaptajn.
Det 20 år gamle Algeciras Express, der er ejet af Seaspan, forlod Algeciras den 10. juli, da en ny kaptajn var kommet om bord.
Kilde: Maritime Bulletin