Nyt dansk olie- og gasfelt klar næste år

Nyt dansk olie- og gasfelt klar næste år
Arkivfoto: Valdemar feltet

Torsdag 22. september 2022 kl: 08:00


Energistyrelsen har godkendt en plan for udbygning og indvinding fra Solsort feltet, der er beliggende i Nordsøen ca. 250 km vest for den danske vestkyst. Solsort feltet ventes at udgøre 12 pct. af den danske olieproduktion i 2024 og 5 pct. af gasproduktionen.

Udbygningen planlægges påbegyndt i 2023 med forventet produktionsstart omkring slutningen af 2023. Produktionen forventes at udgøre ca. 2,31 mio. Sm3 olie og ca. 0,45 mia. Nm3 gas i feltets levetid.

I 2024 vil produktion fra Solsort udgøre op mod 10 pct. af den samlede produktion af olie og gas i Danmark.

Olien i Solsort-feltets vest lobe befinder sig i et reservoir beliggende i sandsten i omtrent 3.000 meters dybde.

Udbygningen indebærer boring af en produktionsbrønd og en vandinjektionsbrønd. De to brønde bores fra Syd Arne anlæggets nordlige platform, som ligger ca. 250 km fra den jyske vestkyst.

Ud over boring af to brønde omfatter projektet også enkelte ændringer på Syd Arne anlægget, da produktionen fra Solsort feltet planlægges håndteret og behandlet ved anvendelse af de eksisterende faciliteter på Syd Arne anlægget.

Den producerede olie fra Solsort og Syd Arne føres til Syd Arnes lagertank på havbunden. Derfra eksporteres olien videre ved hjælp af Syd Arnes eksisterende bøjelastsystem til tankskibe.

Den producerede gas fra Solsort føres med Syd Arne gassen gennem Syd Arne-Nybro gasrør­ledningen til landanlægget i Nybro, hvorfra den sendes videre i Energinets transmissionsrørledningsnet.

Redaktionen



Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark