Danske Maritime vil kåre Årets Kollega

Danske Maritime vil kåre Årets Kollega
Arkivfoto.

Lørdag 21. januar 2023 kl: 08:00


Måske har du en kollega i den maritime industri, der trænger til et ekstra skulderklap? Så har du nu mulighed for at indstille den pågældende til at modtage Danske Maritime netop indstiftede pris som “Årets kollega i den maritime industri”.

Hvorfor nu en pris? Danske Maritime begrunder den med, at “det ikke er den nemmeste tid, vi befinder os i” med hård konkurrence på verdensmarkedet, efterdønninger af pandemien, energikrise og mangel på endnu flere dygtige medarbejdere.

“Alligevel så klarer den danske maritime industri sig rigtig godt, og det skyldes MEDARBEJDERNE,” skriver Danske Maritime i en pressemeddelelse.

Og der skal mere til end blot at være dygtig og gøre noget godt for virksomheden.

“Årets kollega er en, som også gør en forskel i hverdagen for kollegaerne. En som man meget nødigt vil undvære, og som andre har respekt for – uanset stillingsbetegnelse,” skriver Danske Maritime.

Der er frist for indstilling af kandidater den 27. marts og kåringen af årets kollega sker på Danske Maritimes årsmøde den 27. april i København.

Kilde: Danske Maritime


< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark