Semco Maritime vinder stor Cadeler-ordre

Semco Maritime vinder stor Cadeler-ordre
Foto: Cadeler

Mandag 23. januar 2023 kl: 08:00


Semco Maritime, der har hovedsæde i Esbjerg, har vundet en kontrakt på ombygning af to af Cadelers to O-klasse-fartøjer, Wind Orca og Wind Osprey, i forbindelse med en forestående opgradering af de to skibes krankapacitet.

Arbejdsopgaverne omfatter planlægning og koordinering med leverandører samt fremstilling og installation af kranbommens nye bom-support, forstærkning af kranens sokkel og diverse elektriske og mekaniske forbedringer i forbindelse med installationen af nye og forbedrede kraner fra GustoMSC.

Fremstillingen af omkring 300 tons stålstruktur vil blive iværksat i begyndelsen af 2023 med forventet installation på begge fartøjer i Rotterdam havn sidst i 2023 og over en periode på 5 måneder.

Semco Maritime har tidligere installeret ny og forlænget kranbom på de to fartøjer.

“Vi er glade for, at Cadeler har tildelt os denne vigtige opgave, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, som vi har haft fornøjelsen af på adskillige projekter i de senere år. Vi vil trække på vores interne kapaciteter på tværs af discipliner i løbet af fremstillingsprocessen og den efterfølgende installation for at levere en sikker og effektiv opgradering af de to fartøjer”, siger Senior Proposal Manager, Rig & Offshore Marine, Semco Maritime, Peter Rygaard Nielsen.

Redaktionen


< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark