Stor udstilling for bådfolket i Bella
Bella Center i København lægger i disse dage hus til Danmarks største bådudstilling. Flere hundrede udstillere fremviser deres produkter for de bådinteresserede. Også Farvandsvæsenet, Søsportens Sikkerhedsråd og Frømandskorpset er at finde på udstillingen.
Der er næsten alt hvad hjertet begærer, hvis hjertet banker blåt også i fritiden. Fra store luksusyachts til mere end tre millioner kroner - til maritime dåseholdere for en ti'er. Kun tegnebogen sætter grænser.
Men også Forsvaret har fundet vej til Bella Center. De besøgende har mulighed for at høre om redning til søs, den nye redningshelikopter, havmiljø og spirituskontrol til søs. Der er mulighed for at få en snak med Frømandskorpset og se deres indsatsfartøj. Og så demonstrerer Søsportens Sikkerhedsråd redningsveste, AIS, søkort, VHF og andet sikkerhedsrelateret udstyr.
Udstillingen er åben kl. 13.00 - 19.00 på hverdage og 10.00 - 18.00 lørdag og søndag. Voksne betaler 80 kroner for at komme ind, børn slipper med det halve.
Udstillingen, der startede i sidste weekend, fortsætter frem til og med den 2. marts.
Kilde: Bella Center