Pronova Biopharma bygger tankanlæg
Kalundborg Tank Terminal har indgået en aftale med Pronova Biopharma Denmark om at opføre et tankanlæg med en kapacitet på 11.600 kubikmeter på Kalundborg Havn. Anlægget bliver specielt udstyret til opbevaring af fiskeolie.
Kontrakten, der her en værdi af 60 millioner kroner, omfatter opførelsen af et af landets teknisk mest avancerede tankanlæg med opvarmning og to pipelines. Det skriver Transportmagasinet.
Pronova Biopharmas nye fabrik i Kalundborg skal producere lægemidler til behandling af hjerte- og karsygdomme ud fra fiskeolier med et højt indhold af omega-3 fedtsyrer. Der er tale om olier, der primært er baseret på ansjoser og sardiner fanget i Stillehavet, og som transporteres med skib til Kalundborg.
Anlægget bygges på et 3000 kvadratmeter stort areal lejet af Kalundborg Havn, og tankene skal anvendes til opbevaring af Pronova Biopharmas råvarer, fiskeolier, der vil blive losset og ledt gennem en pipeline til tankanlægget.
Kilde: Transportmagasinet.dk