3F og Mærsk indgår forlig om fyringer
A. P. Møller-Mærsk har indgået et forlig med 3F der betyder, at Mærsk ophæver fyringen af 62 skibsassistenter ansat hos Mærsk på 3F's overenskomst. Til gengæld trækker 3F sagen mod Mærsk i Arbejdsretten om fyringerne tilbage.
Forliget betyder, at de 62 3F-sømænd får nu i stedet tilbudt frivillige fratrædelsesordninger eller mulighed for at forblive i rederiet.
"Forliget redder vores medlemmer ud af en svær situation. Opsigelserne er annulleret og man kan i stedet vælge at fratræde frivilligt under samme vilkår som krævet i forbindelse med de krav, vi havde rejst ved Arbejdsretten", siger Søren Sørensen, der er formand for 3F Sømændene.
Han kalder forliget det bedst opnåelige i en svær situation.
"Men det ændrer desværre ikke på det faktum, at Mærsk vil udskifte danske søfolk og danske overenskomster hurtigst muligt. De danske arbejdspladser og danske vilkår er snart forsvundet helt fra den handelsflåde, som Danmark er så stolt af", siger Søren Sørensen.
Allerede for flere uger siden indgik Mærsk et lignende forlig med Dansk Sørestaurationsforening om godt 120 hovmestre og kokke.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F